Citat fra 19/11/04
Det kan vist netop være lige meget, hvornår citatet er fra. Den beskrevne situation er blevet en fast del af rigtig mange menneskers hverdag. Nå, men det går jo stadig “ufattelig godt”, så måske skulle man bare holde op med at bekymre sig overhovedet. Kujonen dør som bekendt tusinder af gange, mens den modige person kan nøjes med én.
Efter i mange år at have været beskæftiget i et erhverv med mange omskiftelser (hvilket erhverv kan være lige meget, min pointe er generel) står jeg nu igen i den situation, at jeg sammen med alle mine kolleger er afskediget og skal fratræde ved udgangen af en eller anden måned ikke så lang tid fra nu. Det er meningen, at virksomheden skal reorganiseres, og det forventes da også, at der vil blive brug for flere af medarbejderne igen.
Som det fremgår af ovenstående, har jeg været i situationen flere gange før, men der er ligesom noget andet over det denne gang. Aldrig før har der været større risiko for, at et større antal af os faktisk bliver arbejdsløse på dette forud definerede tidspunkt. Hvis det f.eks. overgår mig, vil jeg denne gang i modsætning til tidligere med største sandsynlighed skulle gå fra hus og hjem. Før i tiden boede jeg altid i lejeboliger i den billigere ende af skalaen, sådan at jeg også ville kunne bo der med dagpenge som eneste indtægt. Nu bor jeg derimod i “eget hus” (i virkeligheden bankens hus, men alligevel). Trods dette kan jeg ikke bekvemme mig til at være skræmt ved tanken denne gang. Der er simpelt hen så meget at lave på arbejdet, at der ikke er tid eller ork til at bekymre sig om fremtiden. Det er jo lidt af et paradoks, at man nu må styrte rundt som en skoldet s*** og om få måneder måske har tid til at gå endog meget langsomt. Ja, man vil jo i givet fald få travlt med andre ting, som f.eks. at søge nyt arbejde, afhænde fast ejendom, finde billig lejebolig osv. Men kan disse ting benævnes meningsfyldt beskæftigelse?
Nogle vil måske mene, at jeg burde sørge for at sadle om, inden ovennævnte tidspunkt oprinder, men nu har jeg dels opnået en alder, der gør det vanskeligt at skaffe sig et nyt job – der er simpelthen ikke – trods vedholdende rygter om det modsatte – særlig mange jobs i vores branche, dels er jeg rimeligt tilfreds med min nuværende beskæftigelse og håber at kunne fortsætte med denne under en eller anden form.
En del af pointen er måske også, at der er blevet råbt “ulv” så mange gange i mit liv, at jeg er begyndt at tvivle på ulvens eksistens. Man kan jo også spørge sig, hvad nytte bekymring for fremtiden gør. Fremtiden kommer, uanset om man bekymrer sig.
Det gør den jo, utvivlsomt. Den er bare ligesom nærmere på nu, end den var den gang. Man håber stadig på det bedste, men har ikke noget konkret at have håbet i, endnu. Men det kommer vel? Ellers er det den indtil nu ukendte plan B, der træder i kraft. Hvad den består i, må man så i givet fald regne ud til den tid.