Nu kan jeg ikke give nogen detaljer om, hvordan disse tanker er opstået i min hjerne, men det står enhver frit for at forestille sig, hvor inspirationen til slige brain-waves kan komme fra.
Man taler i visse sammenhænge, som jeg altså ikke kommer nærmere ind på, om, at folk går i små sko. Udtrykket betyder vel nærmest, at man er lidt for nøjeregnende, med lidt prokuratormentalitet. Et relativt neutralt eksempel på en sådan person, kunne være ham, der ved restaurantbesøg insisterer på, at folk skal betale for præcis det, de har bestilt, og som ikke vil være med til at dele regningen lige over. Vi kender nok alle typen. Den samme mentalitet, også nogle gange kaldet usædelig omgang med insekter, eller flueknepperi om man vil, kan man genfinde i flere andre af livets forhold, men det var jo her, jeg ikke skulle komme med eksempler.
I andre situationer taler man om, at folk er langt fremme i skoene. Det kan have lidt forskellige betydninger, men grundbetydningen er vel en vis iver. Man er ivrig efter fremskridt og udvikling, hvilket må være positivt. En lidt mere negativ betydning kan være, at man er mere geschäftig end godt er, men lad os nu bare holde os til den første betydning.
Hvis man nu tager den første person igen, ham eller hende med det klejne fodtøj. Hvad så, hvis vedkommende er en anelse bagstræberisk og i hvert fald ikke med på noderne eller de store linjer? Har vi så ikke en situation, hvor en person går i for små sko og samtidig har rigelig plads foran tæerne? Eller det er måske at tage metaforen for langt?
Jeg vil for resten hellere have noget Matadormix.
En af min ungdoms undladelsessynder var, at jeg ikke gad følge med i den populære musik, ej heller i rockmusikken. Jeg var meget mere til klassisk og folkemusik. Så her i aften sidder jeg og stener ud foran fjerneren og hører “The White Concert”, en fejring af 40-års jubilæet for Beatles’ White Album; et album jeg altså gik glip af i første omgang.
Det sjove er altså, at selvom jeg ikke kendte alle disse numre på forhånd, nogle få af dem har jeg vel hørt, så kan jeg godt anerkende kvaliteten af dem nu. Da jeg var ung, syntes jeg helt ærligt, at den slags musik blot var larm. Der var nogle få Beatlessange, jeg kunne goutere, det var balladerne og de mere popagtige numre, jeg syntes, lige kunne gå an. Nu kan jeg altså nærmest lide det hele.
Måske er det sådan, at nogle menneskers ører modnes langsomt?
Det er jo nok det amerikanske præsidentvalg. Og det er nu på tirsdag, så hvad skal vi dog finde på at snakke om, når det er overstået? Ja, det kan jo godt være, at der går en fjorten dages tid eller mere, inden man finder ud af, hvem der er blevet valgt. Så lang tid tog det vist for Bush’s folk at få valgresultatet manipuleret sådan, at Bush blev præsident.
Man skal jo nemlig ikke begå den fejl at tro, at bare fordi en kandidat har fået flest stemmer, så er det også ham, der har vundet. Det skulle jo ellers være tilfældet i et demokrati, men sådan er det altså ikke altid.
Jeg får bestemt et indtryk af, at det at have de bedste advokater er helt centralt i den amerkanske “demokrati”. Disse advokater lader til at kappes om at få modpartens vælgere og stemmer kendt ugyldige. For ikke at snakke om, at man forsøger at bilde vælgere ind, at det er nok, at de har stemt ved primærvalgene, og at der faktisk findes vælgere, som lader sig bilde den slags ind. Det vidner om, synes jeg, at et demokratisk sindelag slet ikke er fremherskende.
Men det skal da blive interessant at se, hvad de finder frem til, derovre. Så har man vist ikke sagt for meget. En kinesisk forbandelse lyder: Måtte du leve i interessante tider!
Vi lever så vist i interessante tider.