At tjene penge på reklamer
Nu har jeg i et stykke tid eksperimenteret med at tjene penge på internettet gennem at placere reklamer på nogle sites. Jeg kunne godt tænke mig at nedfælde et par ord eller tre, om hvordan det indtil videre er gået. Jeg vil ikke beskyldes for forsøg på at skaffe kunstig traffik til de berørte sites, derfor foregår “nedfældningen” her på Pcircus, hvor der jo ikke er en eneste lille reklame.
Først skal jeg lige fortælle, at jeg for snart mange år siden også lavede et forsøg med reklamer. Det var Google Adsense, men dengang havde jeg så få besøgende, at det ikke rigtig blev til noget. Derfor valgte jeg at fjerne annoncerne igen. Hvis de ikke kunne tjene til føden, var der ligesom ikke rigtig nogen grund til at have dem, vel?
Senere er jeg så kommet ind på, at det kunne være ret smart, hvis man kunne få sine websider til at tjene lidt ind. Måske ikke ligefrem til en pensionsordning, men så i hvertfald til udgifterne til dk-hostmaster og til webhotellet. Så jeg besluttede mig til at forsøge med reklamer igen.
Den måde, jeg forsøgte på, var nok ikke den smarteste. Jeg registrerede et helt nyt domæne og startede en blog der. Jeg ville skrive om forbrug og forbrugsmønstre hos et efter min mening forsømt segment, nemlig mit eget. De gråhårede, der selv med den bedste vilje ikke længere kan kaldes midaldrende. Det var for det første ikke smart at starte eksperimenterne på et nyt og derfor ukendt domæne. Ingen læsere, ingen klik. Det var for det andet ikke et smart segment at vælge. Hvis man skal tjene mange penge, skal man skrive for et segment med en dyr og eksklusiv smag, tilhørende vaner og tegnebog.
Hmnn. Det var altså den drøm. Jeg kan nok skaffe lidt mere trafik til bemeldte site, det går faktisk støt og fint i vejret, som det jo vil gøre, hvis man blogger om aktuelle emner på en måde, som folk gider læse. Det bliver nok ikke et tilløbsstykke af de helt store på noget tidspunkt, men mindre kan også gøre det. Næh, det er problem to, der er det værste. For mit segment har nu engang hverken dyre, eksklusive vaner eller tilhørende tegnebøger, og det er vel mere end naivt at regne med at kunne tjene penge på andre folks sparsommelighed?
Nå, men bemeldte site fik et par Google annoncer på, og det skete der ved den søde grød ikke ret meget ved. I løbet af næsten tre måneder blev der klikket en enkelt gang, og det har sikkert været en fejl. Så der måtte altså ske noget mere. Ergo meldte jeg mig til et såkaldt affiliate-program. Altså sådan et foretagende, hvor man søger om at måtte bringe annoncer for diverse foretagender. De penge, man formodes at kunne tjene på dette kommer dels fra klik, dels på procenter af evt. salg. Der har man jo ikke skyggen af en chance for at se, om man bliver snydt, så vandet driver. Nå, det er altsammen et eksperiment.
I mellemtiden havde jeg været inde og studere mine besøgsstatistikker på nogle andre sites og fundet ud af, at et enkelt af dem faktisk var ret velbesøgt. Jeg bed så hovedet af al skam og smækkede Googleannoncer på der. Af min Googlekonto fremgår nu, at der faktisk dagligt klikkes på et eller andet. Hvis jeg overhovedet kommer til at tjene penge på internettet, er det nok her, resultaterne skal findes. Jeg skal lige understrege, at jeg til dato ikke har modtage så meget som en øre, og jeg agter da heller ikke holde vejret, til det sker. Det virker lidt for nemt på en måde. Og dog har jeg i sin tid lagt rigtig mange timer i netop det site, der er velbesøgt. Det er vel ikke på sin plads med en hel masse protestantisk skyldfølelse over evt. at tjene lidt på det efter at have stillet det gratis til rådighed i mange år.
Endelig har jeg søgt Amazon.co.uk om at være del af deres affiliate program. Jeg har nemlig også et meget litterært website, som fint ville egne sig til at have en lille boghandel på sidste side.
Det, man nok skulle gøre, ville være at sætte de forskellige planer i værk og så glemme alt om dem. Ikke regne med, at de overhovedet ville give noget. Så kunne man jo ikke undgå at blive behageligt overrasket over det, hvis der en dag trillede lidt håndører ind.